fredag den 8. november 2013

Broccolisuppe og karrycroutoner

I denne uge var der også rester på madplanen og til forret faldt valget på en enkel broccolisuppe med karrycroutoner.

Du skal bruge (2 -3personer)

Den fine broccoli
Til suppen
Olivenolie
1 broccoli
1 løg
paprika
1 /2 liter bouillion
1/2 - 1 dl.fløde

Sådan gør du
Del broccolien i mindre buketter. Skær løget i tern.
Put olie i en gryde og svits broccoli og løg sammen med paprika i 5 min.
Hæld bouillon over og lad simre i 20-30 minutter.
Blend suppen og smag til med  salt og peber. Jævn den med en tilpas mængde fløde
Har man lyst kan man også putte en gulerod i suppen, og så evt. spæde op med mere bouillon.



Til croutoner
2-3 skiver groft toastbrød.
Olivenolie
Karry

Riv franskbrødet i mindre stykker. Hæld olivenolie på, så meget så alt brødet får olie på sig. Drys karry over. Bland det hele med fingrene så olie og karry bliver godt fordelt .
Rist i ovn ca. 15-20 min ved 200 grader.

Servér suppen med de skønne karrycroutoner til.


Den skønne broccolisuppe
De knasende croutoner















torsdag den 7. november 2013

Fædre og børn i køkkenet


Så tag et kig ind på Fars køkkenskole og lad dig inspirere til at tage børnene med i køkkenet.



Savner du som far inspiration til det at tage dit barn med i køkkenet kan jeg anbefale hjemmesiden "Fars Køkkenskole". Det er egentlig et projekt for børn i 2.-4 klasse og deres fædre i Vallensbæk kommune, men hjemmesiden indeholder Fars videokogebog som alle har adgang til.

Her kan du se hvordan man eks. laver boller i karry, fars grønne pandekager, fars snyde pizza, fars jungleguf m.m. Her kan se hvordan man kan fordele opgaverne mellem far og søn/datter med fokus på madglæde. Laver man mad sammen med sine børn vil de også være mere tilbøjelige til at spise maden bagefter.Der er også "chips og sjove opgaver" på siden, hvor du bl.a. kan se hvordan du holder styr på skærebrættet, brug af skraldeskål og hvordan du nemmest gør en hvidløgspresser ren.

Tag et kig derind, se videoerne og lad mig høre din mening om siden.

mandag den 4. november 2013

Blodig salat med skumle øjne

Hvordan gør man egentlig grøntsager uhyggelige til Halloween?
Her får du mit bud på hvordan man tryller med tomater og mozerellakugler.
Den kan også laves på andre tidspunkter end Halloween, når man gerne vil gøre det ekstra sjovt at spise grøntsagerne.

Dette skal du bruge (4 personer)
6 blommetomater
Frisk basilikum
Mozerellakugler
Grønne oliven med peberfrugt
Sorte oliven uden sten.

Dressing
Olivenolie
Eddike eller citron
Salt og peber
Blodig salat med skumle øjne.


Sådan gør du
Skær tomaterne i fine skiver. Skyl basilikum.
Fjern peberfrugten fra de grønne oliven. Skær dem midtover.
Tag en sort oliven, skær små cirkler ud som kan presse ind i den grønne oliven. Brug en skarp kniv eller et sugerør som udstikker.Nu sættes stykket af den sorte oliven fast inde i den halve grønne oliven. Fortsæt indtil du har nok øjne.
Dressingen laver du ved at blande olivenolie, eddike eller citron samt salt og peber i.

fredag den 1. november 2013

Halloween - uhyggen breder sig

Var du også ude og fejre Halloween?
Gik dine børn rundt og legede "trick or treat"?.

Vi fik besøg af et par piger der fik snolder med på vejen.

Her en idé til noget uhyggelig Halloween guf,
Tag nogle engangshandsker af den store model (dem man bruger på benzinstationer).
Pop nogle popcorn og fyld handsken med de lækre popcorn. Slut med en elastik og du har de ulækreste hænder :- ). Derudover fyldte jeg nogle små frugtposer med slik og mandler. Ja det er vel ikke hver dag det er Halloween og så må der godt komme andre godter frem end frugt :- ).

Det er jo egentlig først Alle Helgensaften imorgen aften så hvis du får lyst til at holde Halloween fest i weekenden kan du hente ideer og inspiration til festen samt den uhyggelige mad

Se her hvorfor det er blevet mere populært at fejre Halloween
Derfor er vi begyndt at fejre Halloween

Hvordan gik din Halloween? Lad mig høre din uhyggelige historie.


onsdag den 30. oktober 2013

Krydderurter til vindueskarmen - masser af vitaminer

Når efteråret og vinteren er her er der intet så dejligt som krydderurter i ens køkkenvindue.
Jeg købte nogle af disse skønne krydderurter på Foodfestival, et rent hyggeprojekt.

I hver potte var der pottemuld, sten til bunden  samt frø.
Det eneste man skulle gøre var at udbløde pottemulden i vand og så kunne man ellers gå igang med at plante.Så det blev et projekt for min søn og jeg og det gik rigtig fint.

Den ene potte kom der fine små skud af basilikum op, og den anden kom der en sjov form for persille.
Den 3. potte var purløg, desværre kom der ikke små planter op af den.4. og sidste potte men 3 ud af 4 er der også meget godt.

Jeg har ikke set så små krydderurteplanter før men nu er det prøvet og det smager da ret godt.

Hvad har du plantet i din vindueskarm? Eller foretrækker du at købe dine krydderurter.?

Du kan for eksempel bruge krydderurter i grønne smoothies

Her kan du få en oversigt over hvad forskellige krydderurter kan bruges til i madlavningen


mandag den 28. oktober 2013

Hot og godt mod snot.

Er du plaget af snot og andet godt her i efteråret så lav en suppe der booster immunforsvaret , renser ud og giver fornyet energi.

Du skal bruge
1 halv liter kogende vand.
1 boullionterning
2 fed hvidløg.
1/2 - hel chili.
Nudler i mindre stykker.
Peber

Sådan gør du
Skær hvidløg og chili i mindre stykker.
Smuldr bouillonterningen i kogende vand i en gryde eller anden beholder.
Tilsæt chili, hvidløg og nudler i mindre stykker.
Lad trække i ca. et kvarter med låg på., rør rundt, smag til med peber og spis med velbehag

Hvad gør du for at holde snotten væk, og hvad er dine råd når man først er ramt?




onsdag den 23. oktober 2013

MAD 2013 - masser af smagsprøver og gode samtaler

MAD 2013 er en tilbagevendende madevent i Århus i Ridehuset.
Her samles en masse forholdsvise danske producenter af forskellige gode produkter som kød, ost, øl, fisk og grønt.

Det var meget spændende at smage på alle de forskellige produkter og høre producenternes historier.
Jeg vil gerne fremhæve et par af dem jeg mødte og snakkede med som gjorde et godt indtryk på mig både med smagsprøver men også deres historie og koncept.


Kitchen4kids : Dorthe der ejer webshoppen Kitchen4kids havde arrangeret skrælleværksted hvor børnene kunne blive mestre i at skrælle gulerødder. Dermed kunne de også prøve hendes børnevenlige skrællere og knive som hun sælger på webshoppen. Der er lagt vægt på et børnevenligt design der også gør det sværere for børnene at skære sig i fingrene. På standen kunne man også købe overraskelsesposer til advent hvilket jeg egentlig synes var godt fundet på.

FoodFein : Alletiders smilende medarbejdere var der på denne stand. De solgte noget aldeles fremragende franskbrød sammen med deres grønkål/persillepesto samt tomatpesto.
Jeg købte et franskbrød med hjem , det var dejligt luftigt og bagt helt uden gær. Det var fint at have en virksomhed med der også solgte grønne retter.

Gårdbutikken Johannesminde : Her fik jeg en god snak med ejerne af gårdbutikken hvor de har et stort udvalg af kød, ost og pålægsvarer. De havde bl.a. medbragt smagsprøver på sylte og små grillpølser med masser af kød og god smag. Virkelig en super oplevelse.Deres motto er "naturlige dyr giver naturligt kød af høj kvalitet".

Sønderjydsk Kål : Kål er til tider en overset grøntsag i Danmark og det vil virksomheden "Sønderjydsk Kål" gøre noget ved. Her var tid til en snak og til at sælge og give en masse gode brochurer. Jeg smagte grønkålspandekager hvilket var ret godt og det vil jeg forsøge mig med herhjemme

I det hele en god madmesse hvor jeg dog godt til næste år kunne tænke mig lidt flere workshops samt et større udvalg af forskellige butikker/virksomheder. Der var en del stande med oste, og næsten lidt for mange efter min smag. Tak for en ellers god oplevelse herfra.


onsdag den 16. oktober 2013

Mad til influenzaramte - atjuu

Efteråret er her og dermed en af de største plager, nemlig den influenza der bare kan smitte alt og alle. Den ramte også herhjemme, først min søn og nu er jeg ved at komme mig ovenpå en gang feber, snot og ondt i hele kroppen.
Så trænger man til noget mad at styrke sig på og hvad kan være bedre end en gang god karrysuppe hvor man lidt feberplaget får taget sig sammen til at skrælle nogle rodfrugter og putte dem i et ovnfast fad.

Du skal bruge (til 2-3 personer som tilbehør)
1-2 rødbeder
2 pastinaker
2 gulerødder

Sådan gør du
Skræl alle grøntsagerne og skær dem alle i mindre tern.
Smør et ovnfast fad med olie og lig grøntsagerne heri.
Krydr med salt og peber og hæld lidt appelsinjuice ved.
Tag et stykke bagepapir, gør det fugtigt og pak det ned om grøntsagerne.
Bag i ca. 30-45 min ved 180 grader.
Mums


fredag den 30. august 2013

tang som ny grøntsag?

Har du nogensinde overvejet at inddrage tang i din madlavning?
Det er faktisk ganske vidst at flere og flere inddrager tang i deres mad.
Men hvorfor dog det?

Tang er et bæredygtigt produkt. Det er let at dyrke og så smager det ganske godt.
find din egen tang i Danmark
Vi kender mest tang fra sushi samt diverse asiatiske supper.

Det er muligt at finde sin egen spisetang i havet.
Visse steder i Asien har man nu lavet køkkenhaver i havet med spiselig tang i håb om at dette produkt vil blive inddraget mere i madlavningen pga. alle dens gode egenskaber.

tang kender mange fra sushi
Indtil videre har jeg prøvet tangboller og fiskedeler med tang men jeg er sikker på at vi i fremtiden vil se langt flere eksempler på hvordan man kan bruge tang i madlavningen.

Kan du lide tang? Hvorfor/hvorfor ikke?
Kunne du finde på at bruge tang mere i din madlavning?

mandag den 26. august 2013

Sådan kan du også bruge broccoli og squash.

Forestil dig at du lige tager et kig i grøntsagsskuffen i dit køleskab, Hvad finder du mon der? Mange fine sprøde grøntsager eller er der nogle der har set bedre dage.?
Personligt har jeg altid et mål om at nå at bruge alle grøntsager inden de bliver kedelige men det lykkes ikke altid. Derfor måtte jeg tage kampen op mod de lidt kedelige broccolibuketter og den lidt halvslatne squash.Hvad skulle jeg finde på så de ikke skulle ende deres dage i den store altædende skraldespand?

Vi skulle have pasta til aften så derfor blev det en omgang pesto med restegrøntsagerne. Jeg elsker pesto men plejer at lave det med basilikum og pinjekerner så nu skulle kreativiteten stå sin prøve.

Dette skal du bruge
4 buketter broccoli eller 1/2 broccoli.
1/2 squash
Olivenolie
Parmesanost
1/2 pose pinjekerner
1 fed hvidløg
En håndfuld forskellige krydderurter.

Sådan gør du
Squash skæres i tern og broccolien skæres i mindre stykker.
Grøntsagerne blendes med de resterende ingredienser.
Prøv dig frem med hvor meget ost og olivenolie der er brug for.
Det skal være en nogenlunde tyk pasta der kan bruges som dyppelse til grøntsager/brød eller som en pesto til pasta.


tirsdag den 20. august 2013

Hvordan vælger du dine grøntsager? Udvalg i discountbutikker.

Jeg har for ikke lang tid siden læst at Netto har stoppet samarbejdet med Svanholm Storkollektiv som leverer grønne økologiske bønner til Netto. Morten Bisgaard har skrevet en fremragende artikel om discountsupermarkedernes udvalg af grøntsager og hvad det egentlig har af betydning for os forbrugere og det globale samfund.

Tidligere havde Dansk Supermarked også bekendtgjort at Nettos udvalg ville blive mere internationalt istedet for nationalt til kundernes fordele for det ville betyde lavere priser. En større internationalisering i forbindelse med udvalget af produkter kan også gøre at de normalt sæsonbetonede grøntsager nu kan fås hele året rundt.

Generelt synes jeg det er fint Mogens Bisgaard starter debatten vedrørende danskernes køb af grøntsager. Man må bare erkende at Netto og andre discountsupermarkeder køber ind i forhold til udbud og efterspørgsel. Så hvis man som forbruger synes de økologiske bønner er for dyre så kan Netto jo heller ikke sælge dem. Så er de nødsaget til at finde en anden leverandør hvis de skal klare sig i konkurrencen med de andre supermarkeder.

Spørgsmålet er om man ikke istedet som forbruger skal gå i større og mere kvalitetsbevidste supermarkeder hvis man vil have de økologiske danske grøntsager.?
For mig at se kan det til tider også være 2 forskellige kundesegmenter der handler i henholdsvis discountsupermarkeder og større supermarkeder/specialbutikker.

Når jeg f.x. handler i Netto er det ikke grøntsager jeg er på jagt efter men basis dagligvarer og spotvarer. Jeg går helst andre steder hen og køber mine grøntsager.Det er ikke sikkert man som kunde i Netto fokuserer på at grøntsagerne skal være danske og økologiske.

For mig handler det om udbud og efterspørgsel samt hvilke kundesegmenter de forskellige supermarkeder fokuserer på og kundernes behov.

Så hvor handler du dine grøntsager og går du op i hvornår de er i sæson og om de er danske?
Hvad er din holdning til at Netto nu skifter en dansk leverandør ud med en tysk leverandør af grønne bønner?

Lad os starte debatten på denne blog, lad mig høre dig bud!

Discountsupermarkeder dropper økologi

Sådan gør amerikanerne når de dyrker lokale grøntsager!

mandag den 5. august 2013

Smagens time - giv dit barn en god madoplevelse.

Jeg er vældig glad for madarrangementer der fokuserer på bønefamilier så her vil jeg gerne fortælle om et af dem.

Claus Meyer har siden 2011 arrangeret Smagens Time som foregår over hele landet. Børn mellem 5-12 år kan deltage hvor de får en madoplevelse udover det sædvanlige.
Alle restauranter rundt i landet har mulighed for at melde sig som vært,og børnene vil så få serveret en 3 retters menu hvor der også kan være ting de ikke er vant til at smage.

Forældre har ingen adgang til arrangementet, de kan dog evt. vente i et tilstødende lokale.
Målet er at give børnene en ny smagsoplevelse så de bliver endnu gladere for at lave mad og prøve nye ting i madlavningen.

Overskuddet går ubeskået til at etablere en madskole for fattige unge i Bolivia.

Næste arrangement er d.8. oktober 2013
Billetten koster 100 kr, og er inklusiv mad og drikke.
Her kan du se mere om Smagens Time og købe billet.

onsdag den 31. juli 2013

Sprød rødkålsslaw - der får dig til at spise mere rødkål


Rødkål er en af de grøntsager der kan holde sig pæn tid i køleskabet. Og det får den så lov til i mit :- ). Rødkål forbinder man jo ofte med julen hvor den går godt i selskab med and, flæskesteg eller lignende.
det fintrevne rødkål og friske krydderurter

Om sommeren er det faktisk også dejligt at bruge rødkål, udfordringen har dog for mig været at få den skåret i så tynde strimler så man ikke skal bruge al tid på at tygge sig igennem rødkålen.
Mit mandolinjern klarer heldigivs den sag, og jeg skærer det nu så fint som jeg kan. Rødkålen bliver skåret over i flere stykker som jeg så river så fint som muligt.
Det gør at rødkålen bliver mere spiselig og du kan indtage mere af det i et måltid.
Det er et alternativ til den almindelige coleslaw med spidskål/hvidkål og gulerødder.

Du skal bruge
1/2 rødkål
Ca. 3 dl creme fraiche
Sennep
Eddike
Friske krydderurter
Salt og peber

Sådan gør du
dressing blandet med creme fraiche, eddike, sennep og mayonnaise.
 Riv rødkålen meget fint på et rivejern, det skal gerne ligne noget der kan smuldre lidt.
Bland creme fraiche med creme fraiche, mayonaise , sennep,eddike samt salt og peber. Smag til. Der skal være en god balance mellem det stærke, søde og det syrlige.
den lækre rødkålsslaw
Hak de friske krydderurter og bland dem i dresssingen. Put rødkålen i dressingen og bland salaten.
Put evt. et friskrevet æble i som supplement.
Hvad synes du om denne opskrift?
Se også min opskrift på tzatziki som også er god som kold ret/tilbehør i sommervamen.

Se her flere opskrifter på salater som tilbehør til grillmaden.





søndag den 28. juli 2013

Salat Nicoise - min version uden tun

Jeg elsker grøntsager men kan engang imellem have lidt udfordringer med at få brugt det grønne salat jeg nu køber. En sikker vinder er dog at bruge de ingredienser som alle i familien kan lide i salaten. Denne salat indeholder både noget der er sødt og syrligt.Salat er også alletiders her i varmen :- ).
Min variation indeholder ikke tun som salat nicoise ellers gør, så den er også god til dem der ikke er så meget til tun..

Du skal bruge (til 4 personer)

Jeg har bevidst udeladt at putte mængder på fordi man så selv kan dosere med mængden af de grøntsager og frugter man vil putte i. Vi har alle vores favoriter så det er med at prøve sig frem.

Til salaten
Din favoritsalat
2 avocadoer
Feta
Agurk
Syltet Peberfrugt
Tomater
Jordbær
4 æg

Salat samt øvrige grøntsager og jordbær skæres i skiver eller tern.
Æggene koges hårdkogte , køles og skære i både.


Dressing
Olivenolie
Sennep
Lidt eddike.
Salt og peber.

Smag dig frem med hvor meget du vil bruge af olie. sennep m.m. Den skal både være en blød og lidt skarp dressing.
Hæld først dressingen over lige inden serveringen.

Hvad synes du om denne salat?


Har du lyst til at udfordre dig selv med at lave russisk salat, karrysalat m.m kan jeg anbefale dette link.

Brødrene Price laver salater

Andre lækre sommersalater (søg på salater)





torsdag den 25. juli 2013

Tzatziki - godt med hvidløg

Menuen stod på grill igår så der blev grillet både pølser og ben.
Dertil blev der lavet en lækker tzatziki og coleslaw.

Tzatziki er en græsk agurkesalat med yoghurt og hvidløg og den smager fremragende.
Hvidløg er et godt krydderi i køkkenet og så har det mange gode egenskaber:
Det siges at kunne bekæmpe bakterier og styrke immunforsvaret

Jeg havde ikke græsk yoghurt så brugte creme fraiche som en nødløsning, det virkede dog ganske godt.

Du skal bruge:(til 2 personer)

1/2 agurk
Ca. 1/2-1 dl creme fraiche/græsk yoghurt.
2 fed hvidløg
Basilikum og oregano, gerne frisk.
evt. lidt olivenolie.

Riv agurken og udvand den med lidt salt.
Rør creme fraiche med presset hvidløg, og snit de friske krydderurter i. Put evt. lidt olie i.

Pres agurken fri for væde og vend det i tzatizikien.
Lad den gerne trække en halv times tid.
Pynt evt. med nogle oliven (den med sten i)

Hvad laver I af kolde retter her i den skønne sommervarme?

mandag den 22. juli 2013

Tag dig tid til at lave mad.

At bruge tid på madlavning er noget af det mest værdifulde man kan give sig selv og sine børn. At involvere sine børn i madlavningen og gøre dem en del af processen vil give så meget igen.

Dog fornemmer jeg at tiden i dagens Danmark har trange kår. Mange vil gerne finde flere end de 24 timer der er i døgnet... vi har så travlt...

Børn i køkkenet
Når man har børn med i køkkenet vil det tage længere tid at lave maden, men man får samtidig en hjælpende hånd og børn vil så gerne hjælpe deres forældre. Føle at de er en del af noget, en del af hverdagen og gøre noget deres forældre bliver stolte af.
Glem engang imellem at kigge på uret, gør det til en nydelse og leg at lave mad og tag mange smagsprøver undervejs. At sanse sin mad handler også om at gøre sig umage, men også om at være kritisk og nysgerrig vedrørende de madvarer man køber og hvordan man så bruger dem i sit køkken.

Udvalg af gode fødevarebutikker
Brug engang imellem mere end de 30 minutter på at lave maden og find nogle gode råvarer at bruge i dit køkken. Der er rigtig mange discountbutikker der har stor vækst i øjeblikket men det er jo kun fordi at vi forbrugere efterspørger deres produkter. Måske fordi vi ikke føler vi kan tage os tiden til at bruge mere tid på madlavning eller tage tiden til at finde andre og nye produkter?

Jeg handler også selv i discountbutikker til tider mest fordi de egentlig har fået udvidet deres produktsortiment til at omfatte bedre og flere økologiske produkter.
Men jeg støtter også det lokale større supermarked,torvemarked i byen samt slagter og fiskehandler fordi jeg synes det er vigtigt med nogle gode kvalitetsvarer. Det er ikke ligemeget hvad vi fylder i vores krop.Men det handler selvfølgelig også om tilgængeligheden og ens prioritereringer i hverdagen.

Lad mig høre hvordan du tackler madlavning i hverdagen og evt. om dine børn får lov til at hjælpe til? Hvilke retter laver du som regel og hvor ofte afprøver I nye retter? Hvad er den største udfordring i forhold til at lave mad hverdag som weekend?Hvor handler I ind?


lørdag den 13. juli 2013

Madskoler for børn - lysten til at lave mad.

Trænger dit barn til at få en god madoplevelse eller vil du bare gerne give dem mere viden indenfor kost og motion? Så kan det være en uge på madskole er lige noget for dem.

Jeg værdsætter tiltag der kan sætte mere fokus på madkulturen i Danmark, især når det er med fokus rettet mod børnefamilier.
På madskolerne kan børn i alderen 8-12 år i en uge prøve kræfter med madlavning indenfor diverse områder. Den basale viden man gerne skal have om kost bliver leget ind på madskolerne på en sjov og lærerig måde. Der bliver også mulighed for at tage på gårdbesøg for derigennem at få et mere naturligt forhold til de produkter der nu engang ender i supermarkederne.

Jeg håber selv jeg næste år får muligheden for at blive frivillig instruktør på dette fantastiske projekt der forhåbentlig giver børnene masser af motivation til at prøve færdighederne af derhjemme i deres eget køkken Til stor begejstring for forældrene.

Madskolerne kører hele sommeren rundt i landet så gå ind på hjemmesiden www.madskoler.dk og tjek om der stadig skulle være ledige pladser et sted nær dig.

Lad os sammen hylde alle de gode initiativer der bliver lavet for at værdsætte den gode hjemmelavede mad og de skønne danske råvarer som vi nu engang har.

Lad os alle forældre give vores børn lysten til at lave mad så de selv kan bruge færdighederne når de flytter hjemmefra. Lad os vise dem hvor lækkert og indbydende hjemmelavet mad er men få dem også til at smage på færdiglavede produkter og dermed vise forskellen.

fredag den 21. juni 2013

Svampestuvning - en lækker og nem ret

Menuen stod egentlig på æggekage denne dag men æggene var desværre blevet for gamle så derfor blev det til en gang skøn svampestuvning.

Du skal bruge (3 personer)

1 bakke svampe
2 tomater samt lidt cherrytomater
1 løg
lidt fløde (1/2 - 1 dl)
salt og peber
evt. friske krydderurter til drys.

Sådan gør du
Gør svampene rene og skær dem i skiver. Skær tomater og løg i både eller tern.
Rist først svampene ved høj varme så al væden fordamper. Skru lidt ned for varmen, put dernæst tomater samt løg på panden og rist indtil det er blødt og lækkert.
Krydr med salt og peber og smag til.
Hæld fløde på panden og kog det lidt ind, så stuvningen bliver lidt tyk.

Drys evt. med friske krydderurter og servèr med lækkert ristet brød.
Velbekomme.

Hvad synes du om denne vegetarret?

mandag den 6. maj 2013

Hvor langsomt spiser du?

Vi lever i en verden hvor alting til tider går meget hurtigt og hvor det til tider kan være svært at følge med. Det at spise sammen er en af de områder vi stadig kan værne om, og hvor det handler om at nyde istedet for at yde :- ).
Her er der tid til bare at være sammen og nyde den lækre mad man har lavet. Prøv gerne med jeres børn at snakke om hvordan maden smager (sødt, syrligt, surt, bittert m.m). Smag gerne maden til sammen med børnene før den bliver serveret så de kan foreslå om der skal andet i.
Gør det til en vane at man bliver siddende ved bordet til den sidste har spist færdigt. Dette gør at man alle tager sig god tid til at spise eller sidde og snakke over aftensmaden.
For er det ikke ofte tiden vi mangler i en travl hverdag? Så når der skal serveres og spises aftensmad synes jeg det er vigtigt med roen, og det at nyde øjeblikket. Sanse hvad man spiser, og derigennem få et andet forhold til maden.
Så prøv at ligge mærke til hvor meget tid du bruger på at spise, og om du faktisk kunne gøre det langsommere, og nyde maden og øjeblikket noget mere?

lørdag den 4. maj 2013

Rødberavioli, en udfordring og et smukt syn

Jeg lader mig jævnligt inspirere at diverse kogebøger når den ugentlige madplan skal laves.
Her et af de mere tidskrævende indslag der derfor blev lagt i weekenden.

Rødbeder smager fantastisk så derfor skulle de bruges i fyld til pasta sammen med bl.a. riccota og kartofler.


Det skal du bruge

Raviolidej
500 g hvedemel
3 æg
2 spsk olivenolie
1 knsp salt

Ælt hvedemel, æg ,olivenolie og salt samt ca. 1 dl. vand sammen til en smidig dej.
Er dejen for fast tilsættes mere vand. Pak dejen i film og lad den hvile en time i køleskab.. Derefter udrulles den i passende tykkelse.

Fyld
2 mellemstore rødbeder
250 g kogte melede kartofler
100 g ricotta
2 æggeblommer
salt
sukker
hvid peber
friskrevet muskatnød
300 g. raviolidej

Sådan gør du
Læg rødbederne i en gryde med kogende vand. Vandet krydres kraftigt med salt og sukker.
Kog rødbederne 15 min. Lad dem afkøle. Skrællen gnides af under rindende vand. Rødbeder og kartofler rives fint.
rødbedemassen til ravioli
De færdige ravioli
Rør dem sammen med ricotta og æggeblomme, smag til med salt, peber og muskatnød.Raviolidejen rulles tynd ud, pensles med æg. Læg med en lille ske valnøddestore toppe af fyldet med en afstand på 5 cm på pladen.dækkes med en anden dejplade.
Tryk forsigtigt dejen rundt om fyldet, så der ikke er luftbobler.
Ravioli udstikkes evt, med et glas i passende størrelse., eller anden udstikker der er 5-6 cm i diameter.
Kommes i rigelig saltet kogende vand, koger 1-2 minutter.







onsdag den 17. april 2013

Køkkenkrisen - har du sådan en krise?

Foråret er idag kommet med de varme solstråler og den skønne blå himmel. Det er dejligt med sådan en dag hvor man synes at nu er vinterjakken da blevet lige lovlig varm.

Da det stadig var køligere i vejret, nåede jeg at se det første afsnit af Køkkenkrisen på TV3.
Køkkenkrisen handler kort fortalt om børnefamilier der har krise i køkkenet, det kan være den mad de serverer eller måden hvorpå måltiderne foregår.
Bo Beck er den der kommer og yder familierne førstehjælp så de sammen kan få en forståelse for hvad sund og nærende mad er. Er der nogle børn i familien der er allergikere skal de fx.også tilgodeses.

Jeg synes det er glimrende at de udvalgte familier kan få hjælp i køkkenet, jeg efterlyser nogle kommentarer fra jer læsere på hvad I synes om programmet?

Kan man som seer få indtryk af at mange børnefamilier har sådanne køkkenkriser?
Hvad anser I som sund og nærende mad?

Jeg synes selv det er ok med junkfood engang imellem, men laver helst hjemmelavet mad fra bunden. Mad er jo generelt meget i fokus også grundet flere overvægtige herhjemme.

Det sker jo at man som børnefamilie har dage hvor overskuddet kan være minimalt?
Hvad gør I med madlavningen på de dage?

Håber på mange kommentarer og en livlig debat om madkulturen i DK

søndag den 14. april 2013

Grøntsagslasagne også til de mindste

Jeg elsker lasagne og nogle gange er det skønt at prøve den uden kød.
Med inspiration fra Meyers kogebog "Mad til de mindste" lavede jeg følgende opskrift.

Du skal bruge:

Grøntsagssovs
2 løg
1 fed hvidløg
2 gulerødder
1 squash
1 peberfrugt
salg og peber
Tørret timian
2 dåser flåede tomater

Bechamel
30 g smør
50 g .hvedemel.
1/2 liter mælk
revet muskatnød
Revet mild ost.

Sådan gør du

Sovs.
Pil hvidløg og løgene. Skræl gulerødderne. Skær alle grøntsagerne ud i mindre tern. Varm en grye med olivenolie og svits grøntsagerne 5 min. Krydr med salt og peber,svits yderligere nogle minutter.. Tilsæt tomaterne og kom låg på. Kog grøntsagssovsen 20-25 min.

Bechamel
Smelt smørret. Rør melet i smørret med et piskeris , indtil du har en glat jævning. Tilsæt mælk lidt af gangen. Når mælken er tilsat bringes saucen til kogepunktet., lad den koge 5 min  ved svag varme.
Smag sovsen til med salt og peber.

Smør et ovnfast fad med olie eller smør. Læg skiftevis sovs, bechamel og lasagneplader i fadet. Slut med et lag bechamel og lidt revet ost.. Bag lasagnen ved 180 grader i en time.

Hvad synes I om denne opskrift, og kan jeres børn også lide lasagnen uden kød?

tirsdag den 26. februar 2013

Så er jeg på bloggen igen - jordbærgrød og bønnesalat

I noget tid har der været stille på bloggen. Det skyldes at jeg har været igennem en turbulent tid hvor der nu igen er blevet lidt ro, og hvor lysten til at skrive igen er ved at være der.

Idag stod menuen på kyllingespyd med ærtemos og perlebyg fra kogebogen "Meyers Mad til de mindste". En bog jeg har været heldig at få foræret i julegave, og det er jeg vældig glad for. Der er opskrifter der kan bruges i forbindelse med morgenmad, frokost, aftensmad og snacks.

Til dessert stod den på hjemmelavet jordbær/hindbærgrød med jordbær plukket i sommers. En skøn sød og varmende ret. Bærrene blev blot kogt op med  vaniliesukker, og derefter blendet, og varmet lidt igen.Hvor er det skønt med en varm frugtgrød når det er koldt udenfor. Min søn tømte også sin tallerken så helt ringe har den dessert nok ikke været.

Jeg vil lige til inspiration bringe en opskrift på bønnesalat som er skøn til frokost men også som tilbehør til aftensmad. Sesamolie  er jeg begyndt at bruge mere af.  Tro det eller lad være men det dufter af røget bacon og smager ligeså. Man skal bruge meget lidt af gangen da det har en meget dominerende smag.

Bønnesalat med kidneybønner

Du skal bruge (1 person)

1 dåse kidneybønner.
2 tomater.
1 avocado
Olivenolie, citron, (evt. lidt sesamolie).
Salt og peber
(evt. ristede, grofthakkede hasselnødder til pynt).

Sådan gør du

Hæld bønnerne op i en si, og skyl dem.
Hak tomaterne. Halver avocadoen, fjern stenen og skær kødet i tern.
Rør dressing sammen og smag til.
Rør bønner, tomater, avocado og dressing sammen og lad trække en halv times tid.
Pynt evt. med ristede hakkede hasselnødder.

Kan også bruges i dine børns madpakke i en tætsluttet beholder.


fredag den 11. januar 2013

Et nyt år - vores køkken og nytårsaften

Vi nåede ikke at få gulv på i december men regner med det kommer i denne måned.Sådan noget beton tager lang tid om at tørre :- ).. Vi havde en skøn nytårsaften. Vi var bare os selv, og nød lækker hjemmelavet mad. Vi startede med hjemmelavet sushi som vores søn  er totalt vild med. Dernæst tournedos med bacon, og lækre marinerede kartoffelskiver i ovn.
Desserten blev spist sammen med gode naboer, og den stod på skøn citronfromage og lækker kransekage. Ostebordet gemte vi til dagen efter, da vi var stopmætte.

Det er så dejligt at have god tid til at kræse om maden, og lave det man har lyst til. Citronfromage fik jeg meget som barn og har gode erfaringer med at lave den efter Prices opskrift. Jeg er efterhånden blevet lidt en ekspert til at håndtere husblas, og det er skønt da mange gode desserter indeholder husblas.Jo mere man øver sig på de enkle retter jo mere erfaring får man, og jo mere tør man eksperimentere.
Jeg vil i januar måned give dig flere grønne retter til hverdag og weekend.

Foreløbig god weekend herfra, og del gerne dine grønne opskrifter i kommentarfeltet.
Sig ja til flere grøntsager , og mindsk kødforbruget. Til gavn for miljøet og egen sundhed.

Populære indlæg